Det var endnu en varm nat her paa oeen. Boelgerne slog blidt ind over den hvide sandstrand. Skyerne havde fortrukket sig fra himlen og efterladt den fyldt med stjerner. Stjernes hvide funklen blev i ny og nae forstyrret af et gult lys fra en heldig lanterne, der stroeg mod himlen og efterlod sine afsendere tilbage paa stranden. Forenden af stranden laa en lille fiskerby, som i aarenes loeb havde forvandlet sig til en by, hvis eneste formaal var at stimulerer de mange turister der hvert aar kom rejsende til. Paa dette tidlige tidspunkt af natten, bredte der sig stadig musik ud over stranden fra de mange barer nede i fiskerbyen. Strandstolene stod ensomme tilbage, gjort klar til natten. De skulle, sammen med en mand der sov i en naerliggende bungalow, blive de eneste vidner til den saere episode der skulle til at finde sted.
Har sov uroligt i de oeverste lag af sin soevn. Han var ankommet til oeen et par dage forinden med sin kone. De foerste dage var forloebet uden noget naevnevaerdigt, indtil i dag, hvor hun havde faaet et ildebefindende og var gaaet tilbage for at sove klokken tre, og sov stadig da han kom ved fem-tiden. Han besluttede sig for at gaa ud og spise alene. Han fandt en lille hotelrestaurant der laa lidt laengere henne af stranden. En let to retters menu med en kold oel til. Da han kom tilbage faldt han i soevn ved siden af sin kone, som han har gjort det de sidste seks aar, men alting var ikke som det plejede laengere.
Manden vaagnede badet i sved, og fandt at hans kone ikke laengere var ved hans side. Deres bungalow var kun et vaerelse og et dertilhoerende badevaerelse. Han kunne se at lyset var slukket paa badevaerelset, men gik dog alligevel derud, sproejtede lidt vand i hovedet og kiggede sig lidt omkring, dog nytteloest, for han kunne umuligt have undgaaet hende paa vej ind. Han blev enig med sig selv om at hun maatte vaere gaaet en tur og gik tilbage for at sove. Han lagde sig i sengen og skulle til at slukke lyset, da han saa at deres noegler stadig laa paa bordet. Da doeren stadig var laast blev han i tvivl om de tilfaelde der kunne have fundet sted op til den kendsgerning at doeren stadig var laast. Han blev enig med sig selv om at dette maatte have vaeret et tankeloest oejeblik fra hendes side, at hun maatte have laast doeren indefra af ren tilvending. Han besluttede sig for at gaa ud og kigge efter hende, da hun ikke var paa vaerelset. Han tog sine shorts paa og en undertroeje. Det var da han traadte ud paa teressen, at han blev vidne til den saere episode.
Det var en sky, en lille hvid sky, lige hen over vandoverfladen. Han var foerst ikke sikker paa hvad det var, men da han kom helt ned til vandkanten kunne han i lyset fra hotellet bag ham se, at det var en sky. Cirka paa stoerrelse med hans bungalow. Den stod helt stille foran ham, han vidste at den uden tvivl kunne foele hans tilstedevaerelse. Det lignede et stort stykke uld der bare hang der over vandoverfladen, men der var noget uhaandgribeligt ved den. Formen paa skyen var dog konstant. Han var sikker paa at hans arm ikke ville gaa gennem den, hvis han raekte ud efter den. Alligevel var hans respekt for dette faenomen langt stoerre end hans nysgerrighed. Han kunne maerke at den tog fat i ham, strammede sit greb om ham. Dets rene hvide former var forfoerende, det var saa hvidt og rent at han aldrig havde set noget lignende. Han kunne maerke at hans tankeraekke stoppede og langsomt blev hans tanker oploest som smaa saebebobler der steg mod himlen og spraengtes. Det havde fat i ham, han kunne maerke den. Han begyndte at blive fyldt af denne hvide renhed, og hans sind var som et hvidt stykke papir. Ude i stand til at vide om han ikke kunne bevaege sig eller ikke ville, kunne han maerke at den var ved at nedbryde ham, lidt efter lidt. Det var i det oejeblik at han blev klar over at hans kone virkelig var vaek.
