Han havde lukket øjnene, for en sidste gang at mærke rejsens rytmer strømme gennem blodårerne. Derefter tømte han sindet i en følelsescocktail af lykke og sørgmodighed. Med en mistet interesse for tiden besluttede han, at når han åbnede øjnene igen, ville det være som om byen ingen fortid eller historie havde. Ligeledes ville han selv slette de erindringer han havde påført sig.
Med hånden om cigaretpakken og fødderne fastholdt i slørede forventninger, åbnede han øjnene langsomt og så hvordan regnen begyndte at falde over byens arkitektur. Solopgangen var et dybt vemodigt lys, der genspejlede sig i en uendelighed. Byens huse faldt sammen under regnen.
For at begribe virkeligheden greb han en smøg, og så hvordan morgendagens første stråler legede med røgens lavendelblå mønstre. Han så hvordan hans skikkelse blev opløst i kontur, og flød sammen med cigaretrøgen. En blå silhuet af cigaretrøg. Samtlige af byens bevidsthedsplaner kolliderede i den definitive ekstase.
Hun spurgte, hvorfor kom du til byen?
Han svarede: Jeg kom for at opløse. Men også for at fuldkomme.
No comments:
Post a Comment